Jeg tror jeg elsker det, sådan helt med hjertet

Ikke at sige, at jeg ikke kommer fra en familie, der har ALT for let til tårer - men at man efter lidt over to måneder kan give sig til at tude, når ens coach minder en om, at i morgen jo er mit sidste race for XC-teamet, fik mig til at realisere, hvor meget jeg elsker at være her! En anden sag er så, at man kan give sig til at tude, når man vil fortælle ens venner om det.. igen, så begynder det altså at blive ganske pinligt. Tusind tak til de kære tude-gener - men altså, jeg kan bare godt lide at være her, og lad os ikke tænke på dette emne "som-nu-ikke-må-nævnes", før om laaang tid.